Børneundersøgelser og vaccinationer
Hos Familielægen Svendborg følger vi dit barn tæt gennem de første år – fra nyfødt og indtil barnet bliver 5 år
Vi lægger vægt på, at det er en tryg og rolig oplevelse – både for barnet og for jer som forældre.
Booking
Du kan nemt bestille tid til børneundersøgelser og vaccinationer via Min Læge-appen eller selvbetjeningen på hjemmesiden.
Husk at logge ind i din barns navn.
Du er også altid velkommen til at ringe til os.
Forberedelse
Der er ikke noget særligt, I behøver at forberede inden besøget – det vigtigste er, at I kommer, som I er.
Hvis barnet har lyst, og det passer ind, må I gerne veje og måle barnet inden undersøgelsen – ellers klarer vi det sammen hos os.
I er velkomne til at benytte højdemåleren i venteværelset.
Hvis der skal gives vaccination, kan det være rart at vælge tøj, der er let at tage af ved lår og skuldre – fx en body til spædbørn eller en t-shirt til større børn.
Hvis der er noget, I gerne vil tale om, er I meget velkomne til at skrive til os på forhånd.
Afhængigt af barnets alder kan det også være en god idé at tage en sut, en flaske eller en bamse med.
De forebyggende børneundersøgelser
Alle børn i Danmark tilbydes gratis helbredsundersøgelser, når barnet er:
- 5 uger
- 5 måneder
- 1 år
- 2 år
- 3 år
- 4 år
- 5 år
Ved undersøgelserne ser vi på barnets udvikling, trivsel og sundhed.
Vi taler med jer om det, der fylder – fx søvn, kost, sprog, bevægelse og trivsel i hverdagen.
Ved nogle af besøgene tilbydes også vaccination som del af det danske børnevaccinationsprogram.
Det danske børnevaccinationsprogram
Vaccinationsprogrammet beskytter børn mod en række alvorlige infektionssygdomme samt udvikling af en række kræftsygdomme.
Vaccinationerne beskytter mod sygdomme, som tidligere var almindelige og kunne være alvorlige.
Nogle sygdomme – som mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste – smitter meget let, og uden vaccination vil de fleste børn blive syge på et tidspunkt.
Der er ingen børneundersøgelse samtidig med vaccination ved 3 mdr., 15 mdr. og 12 år.
HPV-vaccination
HPV-vaccination tilbydes både piger og drenge som en del af børnevaccinationsprogrammet.
Vaccinationen beskytter mod HPV-virus, som kan føre til kræft og kønsvorter.
Drenge født 1. juli 2007 eller senere kan blive vaccineret gratis, indtil de fylder 18 år.
Læs mere her


