Vanedannende medicin

Sundheds- og Ældreministeriet har besluttet, at recept på visse typer af medicin kun kan udstedes ved personligt fremmøde hos lægen.

Det gælder blandt andet:

  • Stærk smertestillende medicin
  • Sovemedicin
  • Angstdæmpende medicin
Vigtigt

Det er ikke muligt, at anmode eller fornye recept på afhængighedskabende medicin via Min Læge-appen, selvbetjening eller via telefonen.
Anmodninger vil blive afvist.

Hvorfor er der særlige regler?
Baggrunden for de skærpede regler er, at vanedannende medicin kan påvirke kroppen og øge risikoen for uheld.
Midlerne kan give sløvhed, nedsat koncentration og balanceproblemer, hvilket øger risikoen for både fald og trafikulykker.

Medicinen virker som regel bedst i starten af behandlingen – med tiden aftager effekten, mens bivirkningerne fylder mere.
Påvirkningen svarer ofte til en alkoholpromille på 0,6–1,2, og derfor frarådes det at føre motorkøretøj, mens man er i behandling med stærk smertestillende medicin, sovemedicin eller angstdæmpende medicin.

Hvis du får medicin, som bliver længe i kroppen, kan det desuden forhindre fornyelse af kørekort, indtil behandlingen er afsluttet.
Hvis du får medicin, som bliver længe i kroppen, kan det desuden forhindre fornyelse af kørekort, indtil behandlingen er afsluttet.

Den officielle vejledning anbefaler at benytte:

  • Sovemedicin i højest 1-2 uger
  • Angstdæmpende medicin i højest 4 uger
  • Korttidsvirkende stærke smertestillende medicin kun ved akutte smertetilstand.

Ved konsultationen med lægen besluttes:

  • Formålet med behandlingen
  • Hvor meget og hvor længe du skal tage medicinen
  • Mulige bivirkninger og risici
  • Plan for opfølgning og eventuel nedtrapning

Bivirkninger og afhængighed
De mest almindelige bivirkninger ved sovemedicin og angstdæmpende medicin er:

  • Svimmelhed
  • Døsighed
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær

Mange mærker ikke selv, at de er påvirkede af længere tids brug, men det kan ofte ses af pårørende.
Undersøgelser viser, at kroppen langsomt vænner sig til medicinen, så virkningen aftager, mens bivirkningerne bliver tydeligere.
Et pludseligt stop kan give abstinenssymptomer – og det kan være tegn på, at kroppen har vænnet sig til medicinen.

Typiske abstinenssymptomer er:

  • Uro og irritabilitet
  • Angst eller nedtrykthed
  • Søvnbesvær

Derfor skal man altid trappe ud af medicinen i samarbejde med lægen. Mange oplever faktisk, at det er en lettelse at komme fri af medicinen – også selvom det tager lidt tid.

Læs mere her i sundhedsstyrrelsen gode råd om medicin mod smerter, angst eller søvnbesvær

Læs hele sundhedsstyrrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler her

Har du spørgsmål til din medicin – så book en tid hos Familielægen Svendborg – vi hjælper dig med at finde den bedste og mest trygge løsning.