Blærebetændelse / urinvejsinfektion
Hvad er blærebetændelse?
Blærebetændelse er en almindelig infektion i urinvejene, som især ses hos kvinder.
Den skyldes bakterier, som kommer ind i blæren via urinrøret.
Man kan dog også opleve klassiske symptomer på blærebetændelse uden, at der er bakterier til stede. Hos op mod 50 % af kvinder med symptomer skyldes generne andre forhold – fx irritation eller små rifter i urinrøret.
Blærebetændelse er som regel ufarlig og går ofte over af sig selv, men kan i nogle tilfælde kræve behandling. Hos nogle patienter kan tilstanden være tilbagevendende, og i sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig fra blæren og op til nyrerne (nyrebækkenbetændelse).
Symptomer på blærebetændelse
Typiske symptomer på blærebetændelse er:
- Svie eller smerter ved vandladning
- Hyppig trang til at lade vandet
- Små vandladninger
- Trykken eller ubehag over blæren
Nogle oplever også uklart eller ildelugtende urin.
Hvordan stilles diagnosen
Hvis du har symptomer på blærebetændelse, anbefaler vi, at du booker en tid samme dag.
Du kan booke tid via Min Læge-appen, selvbetjeningen eller ved at ringe til klinikken.
Ved fremmøde i klinikken skal du aflevere en urinprøve, som undersøges for tegn på infektion.
Diagnosen stilles ud fra dine symptomer og urinprøven.
I nogle tilfælde sendes urinen til dyrkning for at identificere den præcise bakterie og sikre korrekt behandling.
Hvordan behandles blærebetændelse på baggrund af bakterier
Blærebetændelse kan behandles med antibiotika, hvis det er nødvendigt.
Vi vurderer altid individuelt, om der er behov for behandling.
Hvis du får antibiotika:
- Følg anvisningen på medicinæsken nøje
- Gennemfør hele behandlingen – også selvom dine symptomer forsvinder undervejs
- Læs indlægssedlen
- Almindelige bivirkninger kan være kvalme, mavegener eller diarré. Du skal stoppe behandlingen, hvis du oplever andre bivirkninger. Hvis du stopper behandlingen skal du kontakte os eller lægevagten
- Smerter og ubehag kan lindres med paracetamol, der kan købes i håndkøb.
Hvornår skal du kontakt os eller lægevagten
Kontakt os eller lægevagten straks hvis du oplever:
- Feber over 38,5°
- Smerter i flanken (siden af maven) eller ryggen
- Udtalt træthed, kvalme, svimmelhed, forvirring eller kraftig forværring af symptomerne
Kontakt os også hvis symptomerne ikke er blevet bedre senest 2 dage efter opstart af antibiotika.
Gode råd til forbyggelse af blærebetændelse
- Tis altid efter samleje
- Drik rigeligt med væske (1,5 -2 liter om dagen)
- Tøm blæren regelmæssigt
- Tør dig forfra og bagud efter toiletbesøg – så bakterierne ikke føres fra endetarmen til urinrøret
Hos kvinder efter overgangsalderen kan lokal østrogenbehandling være relevant – kontakt os for rådgivning.

